BLIV SPONSOR FOR ØM KLOSTER MUSEUM
I Emborg fem km syd for Ry ligger Øm Kloster Museum i fantastiske omgivelser mellem Mossø og Gudensø.
Museet består af en ca. 10.000 m2 stor ruinpark, hvor arkæologiske udgravninger har frilagt fundamenterne af det store og betydningsfulde Øm Kloster. I ruinparken er middelalderlige grave bevarede og enkelte er synlige. Desuden har museet en stor permanent samling af fund fra de talrige udgravninger på klosterområdet. Især den store skeletsamling er berømt og er den største permanent udstillede vest for Storebælt.
Området er det største og det bedst belyste af sin art i Danmark, og som sådan et nationalt mindesmærke og et bevaringsværdigt kulturmiljø. En hovedopgave for museet er formidlingen af Danmarks middelalderlige klosterkultur. Den helt enestående samling af arkæologiske fund fra området, samt nogle unikke skriftlige kilder er fundamentet for dette vigtige arbejde. Årligt nyder omkring 10.000 besøgende godt af denne viden om middelalderens kulturhistorie, der er tilgængelig på Øm Kloster Museum.
Museets inspektør Lene Mollerup besvarer gerne spørgsmål om museets virke og om sponsoratet, der koster 3.000 kr.