Kviksølv i knogler – Eller Rosens Navn

Af Kaare Lund Rasmussen, lektor, dr.scient., Institut for Fysik og Kemi, Syddansk Universitet

http://www.sdu.dk/ansat/kaarelr.aspx

I middelalderen var klostrene hjemsted for langt størstedelen af den akademiske aktivitet i Danmark. Det var her man læste og kopierede de relativt få bøger, man rådede over på dette tidspunkt. Indtil bogtrykkerkunsten blev opfundet af Guttenberg omkring år 1500, var alle bøger skrevet i hånden. Den langsommelige tilblivelsesproces for de håndskrevne bøger satte overvældende begrænsninger på udbredelsen og dermed tilgængeligheden af det skrevne ord. På cistercienserklosteret i Øm ikke alene læste og kopierede man bøger, man skrev dem også. Således er Øm Klosterhistorie fra 1207 overleveret til os i dag, hvor denne kostelige bog kan ses på det Kongelige Bibliotek i København.

De forskellige klosterordner havde forskellige regler for, hvordan håndskrifterne måtte se ud med hensyn til udsmykning. Cistercienserne måtte ikke illuminere med farvestrålende billeder, selvom de var nok så kristelige. Men cistercienserne måtte dog gerne anvende farvede begyndelsesbogstaver ved start på nyt afsnit eller nyt kapitel. Ser man nærmere på de middelalderlige manuskripter, så er det tydeligt, at der ofte anvendes tre farver: en klar blå, en mørk rød og en klar nærmest murstensfarvet rød. Kemiske analyser viser, at den sidstnævnte er fremstillet af mineralet cinnober – eller kviksølvsulfid (i kemikersprog kaldet HgS). Cinnober er siden jernalderen i 400-tallet f.Kr. udvundet i et stort kompleks af miner ved Almaden, ca. 225 km syd for Madrid i Spanien. Herfra har man op gennem middelalderen eksporteret cinnober til hele den kendte verden, også til det fjerne Danmark er det nået. Det er således overvejende sandsynligt, at munkene i Øm Klosters scriptorium har siddet med morter og pistil og knust cinnoberkrystaller fra Spanien, for derefter at blande det knuste farvepigment med et flusmiddel og et bindemiddel. Med ”radiumpigerne” fra 1920’ernes USA i tankerne - dem der malede selvlysende ure med radioaktiv maling og herved pådrog sig læbecancer, kan nemt forestille sig, hvorledes munkene har siddet og slikket på penslen med den cinnoberrøde maling for at få spidset penslens hår tilstrækkeligt til at lave et flot og præcist bogstav – til egen tilfredsstillelse og Guds ære. Man kunne således godt forestille sig, at netop de munke, der havde adgang til scriptoriet, ville være udsat for en høj kviksølvbelastning.

Kviksølv er et meget giftigt stof. Giftigheden afhænger ganske vist meget af, præcis hvilken kemisk form kviksølvet befinder sig på. Men ved hjælp af bakterier og mangel på ilt kan så at sige alle former for kviksølv omdannes til den mest giftige form – metylkviksølv. Andre former, f.eks. metallisk kviksølv på dampform eller kviksølvnitrat, er dog også meget giftige.

 Dette faktum, at kviksølv er så giftigt, har man kendt og forstået at udnytte allerede i middelalderen. Nemlig i behandlingen af den smitsomme sygdom syfilis. Syfilis skyldes en bakterie, der formodentlig først er kommet til Europa efter Columbus’ opdagelse af Amerika. I hvert fald ser vi sygdommen første gang omkring år 1500. Indgiver man kviksølv til en patient, der lider af syfilis, så er der en rigtig god mulighed for at slå bakterien ihjel og dermed kurere patienten. Selvfølgelig skal patienten ikke have for meget kviksølv – kun nok til at slå bakterierne ihjel – ikke patienten selv. Men det er jo ikke så forskelligt fra den medicin, der gives i vore dage – også den kan nemt overdoseres. Fra mange kilder ved vi, at man i senmiddelalderen anvendte kviksølv til behandling af syfilis på flere af landets klostre. Kviksølv blev brugt langt op i tiden, f.eks. kom Karen Blixen hjem fra sin afrikanske farm for at blive behandlet med kviksølvpræparater i Danmark.

Mange klostre havde allerede fra tidlig middelalder en hospitalsfunktion, der egentlig var tænkt til behandling af brødrene, således at klosteret kunne overleve og ikke blive affolket, også gennem tider med svær sygdom. Nogle klosterordener udstrakte denne behandlingsfacilitet til også at omfatte syge mennesker, der meldte sig ved klosterets dør. Måske hjalp det også nogle steder, hvis den syge kunne erlægge en skilling som betaling.

Som det fremgår af ovenstående, kunne munkene i Øm blive udsat for kviksølv ad mindst to veje – ved arbejde i scriptoriet eller ved arbejde i hospitalet. Man kunne nemt tro, at det ville være helt umuligt at efterprøve sådanne teorier i praksis, og at man derfor på forhånd bedst kunne karakterisere dem som ren spekulation. Men teorierne kan faktisk efterprøves, og en forskergruppe med deltagelse af middelalderarkæolog Hans Krongaard Kristensen fra Moesgård, retsmediciner og antropolog Jesper Lier Boldsen og undertegnende, der er kemiker på Syddansk Universitet, har netop sammen med en stribe dygtige studerende fået trykt en videnskabelig artikel, hvori vi ved hjælp af kemiske analyser løfter lidt af sløret for, hvad der skete i Øm Kloster for 700 år siden.

Det vi har gjort, er at måle kviksølvindholdet i to sæt af prøver af menneskeknogler fra Øm Kloster – den ene gruppe fra lægmandskirkegården – den anden fra klosterets korsgang. Begravelserne i korsgangen er sandsynligvis munke fra klosteret, mens begravelserne på lægmandskirkegården er mennesker udefra, der har søgt til klosteret i deres sidste tid i jordelivet, og dernæst har ladet sig stede til hvile på lægmandskirkegården, for derved at få del i munkenes velsignelse i tiden fremover. På lægmandskirkegården er således ikke tale om munke, men om almindelige mennesker fra omegnen. Ideen med at tage prøver fra lægmandskirkegården er, at disse formodentlig ikke har været udsat for kviksølv i samme grad som munkene. I givet fald kun, hvis de har haft spedalskhed eller syfilis. Blandt munkene, derimod, kunne vi forvente at finde individer, der enten havde haft deres daglige gang i scriptoriet eller i hospitalet.

Vore måledata viser, at ingen fra lægmandskirkegården uden tegn på spedalskhed var eksponeret for kviksølv i løbet af deres liv. Blandt munkene, derimod, viste 4 ud af 13 individer i undersøgelsen et stærkt forhøjet indhold af kviksølv. Det tolker vi på den måde, at disse 4, der alle havde mere end 100 nano-gram kviksølv per gram knogle, på et eller andet tidspunkt i deres liv har været udsat for nærkontakt med kviksølv. Om det skyldes arbejde i scriptoriet eller i hospitalet, kan vi desværre ikke afgøre. Men uanset hvilket af de to alternativer, der er det rigtige, så er det fascinerende, at vi nu – 500-800 år efter – kan finde ud af, hvilke rum i klosteret de enkelte munke har arbejdet i. Ud fra et historisk synspunkt er det også interessant, at man på denne måde kan ’tælle’, hvor mange af munkene der var optaget af bestemte gerninger i klosteret.

Denne undersøgelse er et godt eksempel på, at der i dag findes en meget frugtbar vekselvirkning sted mellem kemi og fysik på den ene side og historie, arkæologi og teologi på den anden side. Humaniora og naturvidenskab giver hinanden mange indsigter, når man tillader sig at tale sammen.

Til toppen

Kærlighed til reglen og til stedet: Øm Klosters Krønike

Af Brian Patrick McGuire, professor, dr.phil., Institut for Kultur og Identitet, Roskilde Universitetscenter

http://www.ruc.dk/cuid/uddannelser/historie/ansatte/vip/McGuire/ 

Øm Klosters Krønike, der den dag i dag findes på Det kongelige Bibliotek i det oprindelige håndskrift fra 1200-tallet, er en af dansk middelalders største skatte. Med Saxo har vi ingen middelalderhåndskrifter, kun et fragment, men med Krøniken kan man røre ved det oprindelige pergament, hvorpå munkene skrev deres historie. Det er en både bevægende og fascinerende fortælling, der afslører munkenes håb og skuffelser.

De munke, som i starten af 1200-tallet påbegyndte Øm Klosters Krønike, kan virke meget defensive i deres insisteren på stedets privilegier og deres fremhævelse af klostrets legitimitet. Men de har muligvis været udsat for pres og mistænkeliggørelse fra deres omgivelser. I nyere tids historiske behandlinger af Krøniken har der været tradition for at se dens ophavssituation i relation til den beslutning som Det fjerde Laterankoncil traf i 1215, hvorefter fritagelse for kirketiendebetaling ikke længere skulle omfatte arealer, som allerede var under plov. Hvis cistercienserne erhvervede jord af denne type, som hidtil havde været tiendepligtig, skulle de fortsat betale tiende på den.

Denne afgørelse betød en begrænsning af cisterciensernes tidligere fritagelse (exemptio) fra tiendebetaling og har sikkert spillet ind i munkenes beslutning om at nedskrive beretningen om klosters tilblivelseshistorie. De var interesserede i at redegøre for deres privilegier og besiddelser og ønskede at værne om dem. Men munkenes skrivning af en klosterkrønike var samtidig helt i overensstemmelse med den praksis, som tidligere var blevet grundlagt i cisterciensernes moderkloster, Cîteaux. Skriftet Exordium parvum (Den lille begyndelse), der beskrev hvordan Cîteaux blev grundlagt, blev således model for andre klostres redegørelser om hvordan de blev oprettet. Når man sammenligner Øm Kloster Krønikes sprogbrug med Exordium parvums, kan man ikke være i tvivl om, at munkene i Øm kendte beretningen fra Cîteaux, som også er en form for forsvar for cisterciensernes ophav. Begge kilder forsvarer institutionens ophav og taler om stiftelsens legitimitet, men kun Cîteauxs munke fremhæver deres følelser for deres kloster og deres bestræbelse på at efterleve Benedikts Munkeregel: "således at de kommer til at elske både stedet og den hellige Regels overholdelse" (et locum et observantiam sanctae Regulae ... ament).

Øm munkene virker langt mere pragmatiske og ligefrem materialistiske i deres selvforsvar end Cîteauxs grundlæggere. Klosterkrøniken, især den del, der blev til fra 1240erne, beretter side op og side ned om brødrenes optagethed af rettigheder og deres retslige stilling i kirken. Mellem linierne mærker man dog, at Krøniken giver udtryk for mere end et selvforsvar. Brødrene ønskede at fortælle verden, hvad deres kloster betød for dem, og hvilke trængsler de måtte udstå, da de bosatte sig i Midtjylland. Første forsøg blev gjort i Sminge, men stedet beskrives som "fattigt og utilstrækkeligt" til opretholdelsen af brodersamfundet. Derefter måtte brødrene overbevise den nye biskop af Århus, Svend, om, at hans forgænger Eskil ikke havde formindsket bispestolens besiddelser ved at begunstige cistercienserne. Det lykkedes dem at overvinde biskoppens mistro og mistillid, og biskop Svend blev cisterciensernes bedste ven.

Det blev besluttet at omdanne det benediktinske Vengkloster til en cistercienserstiftelse. Men Veng var også uegnet, og så drog brødrene videre til Kalvø i Skanderborg Sø. Ifølge Krøniken blev brødrene i Veng plaget af en magtfuld dame, som kong Valdemar 1. holdt hånden over. Munkene udtrykte det således: "(han) elskede kvinden og ønskede ikke at gøre hende ked af det, og derfor blev retfærdigheden forsømt" (SM II. 175). Brødrene sagde, hvad de mente, og var ikke bange for at kritisere kongen og kvinden. De er siden hen blevet anset som kvindefjendske, men omstændighederne taget i betragtning var det vel ikke så underligt, at de ikke havde noget godt at sige om en person, som fratog dem den fred og ro, som er en afgørende betingelse for et kontemplativt munkesamfund.

Kalvø fungerede heller ikke, formodentlig fordi transportforholdene til fastlandet fra denne sumpede halvø var vanskelige. I 1172, efter syv års omflakken, fandt brødrene omsider blivende sted på et areal beliggende mellem Mossø og Gudensø. Klostret kom i næsten fire hundrede år til at huse et cisterciensersamfund, og Krønikens første del afsluttes med en lys og helgenagtig beskrivelse af biskop Svend af Århus og hans godhed over for munkene.

Krøniken blev kort tid efter udvidet med en abbedfortegnelse, som rummer kortfattede portrætter, og den blev fortsat til ind i 1200-tallet. Efter omkring 1250 blev Krøniken genoptaget med en beretning om, hvor udsatte og truede munkene følte sig, primært på grund af deres mere end anstrengte forhold til biskop Tyge af Århus. Her er det vigtigt at bemærke, at munkenes vrede og beklagelser har deres udspring i netop den kærlighed de nærede til Reglen og stedet, som cisterciensernes hovedskrift, Exordium parvum, beskrev. Øm munkene kaldte deres sted for "Den elskede ø", fordi de først havde måttet gennemgå så mange genvordigheder og nu værdsatte at have fundet et blivende hjem. Beliggenheden var ganske vist heller ikke her ideel, men en broder Martin var heldigvis i stand til at påvise, at der kunne bygges en kanal mellem de to søer. Krøniken beretter, at "de ville have vand til alle deres forskellige behov og det ville de til evig tid aldrig mangle." (SM II.176)

Udtrykket ad perpetuam viser, at brødrene mente at deres kloster skulle eksistere til evig tid. På dette sted ville de bede for sig selv og deres medmennesker således at de "med alle de udvalgte skulle opnå det himmelske rige i evighed" (cum omnibus electis dei regnum celeste in perpetuum optineat, SM II.158), som det står skrevet i Krønikens forord.

Munkene elskede deres kloster, og det er derfor de forsvarede det imod alle, som de troede truede dets eksistens. Deres selvforsvarstale i Krøniken kan forekomme overdrevet, men i 1260erne mente de, at deres levevis var under angreb. Til en vis grad havde munkene ret, for biskop Tyge af Århus havde ingen respekt for deres traditioner og behov. Han var den type leder, som desværre stadig huserer i vor tid: et menneske der ikke kan skelne mellem sig selv, og den institution han er sat til at forvalte. Munkene reagerede ved at sætte hælene i og kræve deres ret. De opførte sig politisk og taktisk uklogt og troede fejlagtigt, at deres skriftlige rettigheder ville beskytte dem.

Munkene behøvede stærke allierede, men satte deres lid til parter, som var lige så svage som dem selv: andre cistercienserklostre og ærkebiskop Jakob Erlandsen, som havde sine egne problemer at slås med. Resultatet blev en tilstand, som var tæt på klostrets undergang. Krønikens berømte uafsluttede sidste kapitel, som ender midt i en sætning, er en lang opremsning af munkenes fortrædeligheder og lidelser. Lægbrødrene er flygtet, ofte med klostrets ejendele. Munkene er reduceret til så stor fattigdom, at de hverken har tøj eller mad (II.262). De graver deres kalke, privilegiebreve og andre værdigenstande ned, for så at grave dem op igen, hvorefter de atter efter kort tids forløb begraver dem.

Munkenes klage over deres nød, har ikke bragt dem ret megen sympati i dansk historieskrivning. Erik Kjersgaard i sit bind af Politikens Danmarkshistorie så primært Krøniken som en god historie, mens Niels Skyum-Nielsen i sin disputats fra 1960erne forsøgte at afsløre alle de steder, hvor munkene ikke fortalte den fulde sandheden. Når jeg i dag ser på Krøniken i sin helhed, opfatter jeg den som en institutions forsøg på at udtrykke sandheden om egen identitet, i en måske naiv tro på, at denne sandhed vil gøre indtryk på omgivelserne.

Øm Klosters munke levede før der var spindoktorer og andre til at omskrive og formidle sandheden på en måde, som kunne påvirke begivenhederne i en bestemt retning. De fortalte deres historie og ledsagede den med kopier af privilegiebreve som bevismateriale. Alt dette betragtede biskop Tyge med foragt: "I har jeres skrivere, og de kan skrive hvad I vil" (II.221). Munkenes søgen efter sandhed og kærlighed til deres valgte levevis blev afvist af folk, som havde andre interesser. Cistercienserne var måske enfoldige i deres tro på, at deres sandhed ville kunne overbevise andre, men kærligheden til deres elskede sted og til munkereglen var ægte. Det var takket være denne tilknytning, at Øm Kloster overlevede frem til 1500-tallet. Munkene satte deres præg på egnen og efterlod en krønike, som er dansk middelalders bedste vidnesbyrd om klosterliv og mentalitet.

 Til toppen

Det reformatoriske anliggende. Eller munkene og reformationen

Af biskop Kjeld Holm, Århus

For nogle år siden udkom en bog af litteraturforskeren, professor Erik A. Nielsen fra Københavns Universitet, “Solens fødsel”. Et dybt fascinerende studie i det, forfatteren kalder “poetisk teologi”, med ganske simpelt fremragende analyser af bl.a. Matthias Grünewalds betagende Isenheimalter, Johannes Ewalds poesi og Mozarts geniale opera, Tryllefløjten. Men både direkte og indirekte leverer bogen en skarp kritik af den måde, der i vore dage formidles kristendom på.

Man behøver ikke at være enig med Erik A. Nielsen i det hele. Han har altid i sin kritik af den herskende kristendomsforståelse malet med bred pensel, men jeg mener nok, at han denne gang også rammer præcist. “I det teologiske miljø er kristendommen i stigende grad blevet til et fag frem for en livsindsigt. Her uddannes akademikere frem for præster, småforskere frem for vismænd, rationalister frem for kristne. Teologien får folk til at vide, men ikke til at se og forstå - og slet ikke til at forvandle sig”.

Enhver, der har formidling af kristendommen som arbejde, må føle sig ramt af disse ord.

At lære kommer til at stå over liv. Det er sket mange gange i den kristne kirkes historie. Men det er også sket igen og igen, at der har været mennesker eller bevægelser, der ville det modsatte, nemlig sætte liv over lære.

Det var det, der skete, da munkene kom til Øm. De havde et anliggende. De ville forsøge at demonstrere over for sig selv og andre, hvad det ville sige at eksistere som et kristenmenneske. Deres livsform hørte den tid til, og selv hørte de til en kirke, der netop i hine tider mere og mere stivnede i dogmatiske former og anløbent magtbegær. Alligevel kan man godt sige, at de havde et reformatorisk anliggende – det overfor nævnte – at liv kommer før bogstav.

Situationen er ikke ulig et folkeligt vilkår i dag.

For at være “troende” er vel for de fleste at kunne redegøre mere nøjagtigt for den kristne tros indhold. Hvad meningen er med barnedåben og med nadveren! Hvad det betyder, at Kristus påskemorgen stod op af graven! Hvad synd er og det evige liv”. Men få mennesker er i stand til at redegøre for kristendommens dogmatiske indhold. De er derimod udmærket i stand til at sige noget om et konkret møde med den kristne forkyndelse. Hvad de f.eks. hørte en præst sige ved en begravelse eller et bryllup. Hvordan de fik trøst af det kristne budskab, da præsten sad i deres stue og talte med dem om et elsket menneskes død. I de situationer lykkedes det nemlig præsten at skabe trøst og visdom. Ikke på rationel vis at løse en livsgåde eller give en masse forklaringer, men måske finde nogle næsten tilgroede stier ind til et livsmod, på trods. Det er dette, der er det reformatoriske anliggende, nu som dengang.

Kristendommen lever nemlig ikke af læresætninger, men af det konkrete møde. Den er slet ikke til, hvis ikke den giver livsmod og lyst til det gode. Den kan tale nok så meget om tilgivelse, men hvis et menneske i mødet med tilgivelsens ord i kirken ikke derved føler en glæde og en taknemmelighed, så er tilgivelse og nåde slet ikke til.

Og det er sådanne erfaringer, der skal formidles, uanset hvilken kirke vi hører til.

Og er det ikke det, netop munkene i Øm gjorde, da de kom hertil. Jeg tror ikke, de har været særligt veludannede, at de har været i stand til at redegøre for dogmatikken i alle dens detaljer. Men de har søgt på bedste måde at leve kristendommens liv.

Og det var også, hvad der blev konsekvensen af det møde de jyske stormænd holdt i Sct. Sørens kirke i Gl. Rye. De kårede Christian III til konge og indførte lutherdommen. Det var et oprør mod en forstenet kirke, og et forstenet liv.

Og traditionen er fortsat.

Da den lutherske kirke i Danmark atter var stivnet i lære og moralisme, opstod der et nyt oprør, denne gang båret af dansk teologis to største personligheder nogensinde, nemlig N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard. De var så forskellige som nogen, men de havde et fælles anliggende, nemlig at fastholde, at mennesket er ånd og frihed. At det selv har adgang til Vor Herre og selv kan være ansvarlige for det meningsfulde liv. Det garanteres ikke af en kirkeinstitution eller færdige læresætninger. Det er det enkelte menneskes sag, eller fællesskabet, hvor det opstår, såvel folkeligt som kirkeligt.

Og i Den Romersk-katolske kirke etablerede pave Johannes den 23. ”Det andet vatikanerkoncil”, for at få sin egen kirke til at besinde sig, for at folkeliggøre den. Sætte modersmålet før latinen, og lade kirken være aktiv i bestræbelserne på social retfærdighed, fred og frihed.

Det reformatoriske anliggende har vi stadig brug for at besinde os på. Det er derfor, at munkene i Øm ikke alene har historisk interesse, men også er til inspiration.

Til toppen

KIRKEN, KRØNIKEN - OG FORMIDLINGEN

Af Jørgen Højland, formand for Øm Klosters Venner

Det er en spændende opgave man tager sig på, når man viser besøgende rundt i klosterruinen. Og samtidig er det en krævende opgave, for der er et gevaldigt realitetsspring imellem på den ene side de uanseelige ruinrester, og på den anden beretningen om det velbyggede og efter danske forhold store kloster.

Særligt grelt bliver det i kirkeruinen, hvor man for alvor oplever misforholdet mellem ”nogle store stenbunker” (de fleste af dem i øvrigt ganske almindelige marksten, eller i mange tilfælde søsten, fisket op af Mossø) og vores arkæologiske og historiske viden om den store, smukke og vidunderligt opadstræbende klosterkirke, som har været en fornem repræsentant for den særlige cistercienserstil i midten af 1200-tallet.

”Her stod engang ..” er helt naturligt udgangspunktet for en rundvisning i ruinen, og rundvisningen kræver, at den besøgende både får facts og konkret viden - og mulighed for i fantasien at genopbygge bygningskompleks og klosterliv.

Og her kommer så, helt specielt for Øm Kloster, Klosterkrøniken ind og tilbyder en række enestående muligheder. Krøniken er karakteriseret ved, at den ikke bare giver et væld af konkrete, historiske oplysninger, men også en række detaljerige beskrivelser af hændelser og mennesker.

Krøniken personliggør mange historiske situationer, indskrænker den tidsmæssige afstand til i dag, og stimulerer i høj grad fantasien, og den er derfor uvurderlig som led i formidlingsarbejdet.

Nogle eksempler:

Allerede tidligt i Krøniken hører vi historien om Api Hals.

Krøniken fortæller, at munkene i forlængelse af beslutningen om at slå sig ned i Øm havde solgt deres hidtidige ejendom og nu var stærkt interesserede i at købe jord i det nye klosterområde.

Men der stødte munkene på problemer, for mens småbønderne rimeligt villigt afhændede deres ejendomme, så var storbønderne langt mere afvisende.

For den moderne tilhører er allerede denne situation meget genkendelig, for ønsket om at erhverve, fastholde og gerne udvide sit jordtilliggende er utvivlsomt en tidløs bondeegenskab!

Heldigvis får munkene hjælp ovenfra. Storbonden Api Hals, som man forstår er den mest genstridige af de lokale bønder, får et drømmesyn: han ser en mærkelig stor og smuk kirke med knejsende tårn, og kirken ligger på det sted, hvor klostret senere kom til at ligge, men før der var bygget noget der.

Og ikke nok med det - han ser i sit drømmesyn Guds salige moder Maria, og hun truer ham med en brat død, hvis han fortsat står munkene imod.

Derefter vågner han, ikke overraskende ”såre skrækslagen”, og er naturligvis under de forhold parat til at afhænde sin ejendom til klosterbyggeriet - også selvom han spottes og udsættes for stærkt pres fra sin kone og sine børn. De er forståeligt nok ikke interesserede i, at Fatter sælger ud af den faste ejendom, som familien skal leve af nu - og som senere skal være børnenes arv, når de gamle falder fra. Atter er situationen direkte genkendelig i moderne tid!

Historien slutter i øvrigt særdeles fordelagtigt for munkene, for da de andre storbønder hører historien, ja så går de også med til at sælge - og kronikøren kan som en sidste trumf konstatere, at denne historie er fuldt sandfærdig, og at han har hørt den direkte fra Apis egen mund.

En rundvisning i kirkeruinen bør naturligvis også omfatte de tilgængelige gejstlige grave.

I forhold til Krøniken spiller abbed Jens´ grav en speciel rolle, for Jens er beskrevet på en særlig dramatisk måde.

Ifølge Krøniken tiltrådte han som abbed den 9. oktober 1246 (den hellige Dionisius` dag). Det var særdeles urolige tider i landet, idet flere medlemmer af kongefamilien, hver understøttet af forskellige stormænd, var i direkte krig med hinanden. Det har absolut ikke været nemt at skulle lede sit kloster i en sådan uro, og Krøniken siger da også direkte, at ”han døjede i sin embedstid megen modgang”.

Ved en bestemt lejlighed har plyndrende grupper af tyske soldater røvet en flok heste fra klostret, og Krøniken fortæller:

”Og da hr. abbed Jens forfulgte dette udenlandske pak for at bringe hestene tilbage, blev han af disse omtalte røvere taget til fange og ramt af et alvorligt hug i venstre arm”.

I dag ligger abbed Jens´ skelet fuldt synligt i sin grav, og det helt specielle er, at skaderne efter det famøse sværdhug i 1246 stadig kan ses tydeligt i skelettets venstre skulderled. Eksperterne kan endvidere se, at den grimme kamplæsion ikke bare har medført stærkt nedsat bevægelighed i skulderleddet, men at hugget også er resulteret i en årelang og meget smertefuld betændelsestilstand.

Igen klinger arkæologien sammen med Krøniken, som nogle år senere skriver om abbed Jens, at ”denne gode mand, overvundet og dybt nedbøjet, som han var af langvarig lidelse - ti han døjede daglig overmåde - i det Herrens år 1249 med nød og næppe opnåede sin afsked ..”

Jens har altså kun været abbed, i øvrigt den 12. i rækken, i to et halvt år, og begge kilder, arkæologien og Krøniken, er ganske enige om, at de få embedsår har været stærkt smertefyldte, og at smerterne sandsynligvis er årsagen til, at Jens´ embedsperiode blev så kort.

Det var nemlig ikke sådan, at han døde umiddelbart efter sin tilbagetræden. Han døde først mange år senere - det ses af detailundersøgelser af skelettet. Men det bekræftes også af, at man under udgravningen af hans grav fandt en ”dødemønt”, som helt op i middelalderen er givet den døde med i graven. Mønten er slået under Erik Glipping, og da han blev konge i 1259, må abbed Jens efter megen sandsynlighed være død efter dette år. Og så har han levet mindst 10 smertefyldte år efter, at han trådte tilbage som abbed.

Det var ikke forkert, når Krøniken om abbed Jens skrev, at han døjede megen modgang.

Allermest centralt - og i hvert fald allermest festligt - står i samspillet mellem kirke og krønike beskrivelsen af kirkens indvielse.

Enhver kirke er indviet, men det er langtfra altid, at vi ved hvornår og hvordan. Men takket være Krøniken kan vi i dag stå i kirkeruinen og på kvalificeret måde forestille os, hvad der skete den mørke aften i senefteråret 1257.

For takket være Krønikens præcise beskrivelser ved vi, at kirkeindvielsen fandt sted Allehelgens aften den 31. oktober 1257 kl. 18.

Munkene havde naturligvis påbegyndt et første klosterbyggeri samtidig med bosættelsen i Øm i foråret 1172, og dette byggeri har lige fra begyndelsen omfattet en kirke. For kirken er ubetinget ethvert klosters vigtigste hus - man kan sagtens have en kirke uden kloster, men ikke det omvendte.

Men efterhånden som klostret udviklede sig, og inspireret af nye bygge- og materialemuligheder, igangsættes et byggeri af andengenerationsklosterbygninger - og blandt dem selvfølgelig en kirke. Da den bliver indviet i 1257, er den ikke helt færdig (og bliver det i øvrigt aldrig), men den har utvivlsomt været et meget smukt eksempel på den særlige cistercienserbyggestil, som med en række fællestræk præger mange af ordenens kirker ud over Europa.

Det er en smuk kirke, og der er ingen tvivl om glæden hos munkene, da de efter års, måske årtiers arbejde kan indvie den nye kirke.

Krøniken fortæller, at den store begivenhed finder sted mens Asgot var abbed. Han var kommet fra moderklostret i Vitskøl to år før og havde ledet det afsluttende arbejde med kirken og østfløjen, og beslutter nu, at man skal tage byggeriet i brug.

Krøniken skildrer det store øjeblik, hvor kirken indvies:

”I år 1257 efter at Herren blev kød, på allehelgens aften ved kvældsmessetid gik vi så i optog, med kors, lys og røgelsekar forrest i toget, som skik er, og bragte alle helgenlevningerne ud af den gamle kirke og førte dem med al sømmelig hæder over til den ny under munkenes frydeskrig og jubelråb. Nærværende var hr. L., ærkedegn i Århus, og mange andre ædelbårne mænd, som jeg ikke alle kan huske navn på.”

Det er med Krønikens markante beskrivelse nemt at forestille sig situationen - brødrene, som med processionskors stiller op udenfor eller i indgangen til kirken (korsgangen udenfor eksisterede ikke endnu). En del munke bærer lys og røgelseskar - og nogle bærer de meget vigtige kirkerelikvier. Flere af relikvierne havde den oprindelige lille munkeflok ført med sig, da den små hundrede år før, en februardag i 1166, vandrede ud fra moderhuset i Vitskøl, og relikvierne havde fulgt brødrene til Sminge, Veng, Kalvø og tilsidst til Øm. Og endelig er relikvierne og de hellige bøger båret ind i den nye kirke under brødrenes ”frydeskrig og jubelråb”.

Man kan næppe forestille sig, at munkene normalt har skreget og råbt ved kirketjenesterne. Så man må gå ud fra, at beskrivelsen ikke bare refererer til et gammeltestamentligt skriftsted, men at den dækker over den dybe, dybe glæde og stærke følelsesmæssige bevægelse, som har overmandet dem i en sådan grad, at den helt har oversteget den ellers strenge klostertugt!

Og lad os så slutte her.

I kirkeruinerne og med Krønikens beskrivelse i ørerne skrumper tiden, og vi har mulighed for i et glimt at forstå deres store glæde og stærke bevægelse!

Til toppen