- en missionskirkes efterfølger fra starten af 1100-tallet.  

 

Af Bo Gregersen  

 

 

Landsbyen Tulstrup i Gjern Herred ligger malerisk midt på et bakkedrag nord for Knudsø i det midtjyske Søhøjland. Den kullede kirke, der i dag er viet til ærkeenglen Mikael, (1) ligger øverst med udsigt over byens tage og søen i syd.

 

Kirken er placeret ved den gamle kongevej mellem Skanderborg og Viborg, og oksevejen gik i middelalderen forbi Tulstrup. (2) Knudsø er desuden en del af Gudenåens løb, så landsbyen og kirken har været centralt placeret i forhold til tre af middelalderens hovedfærdselsårer. Bebyggelsen har desuden forhistoriske rødder, hvilket ses af de ca. 14 gravhøje i nærheden samt fundet af en guldgubbe kun ca. 500 vest meter fra kirken. (3) Især én af gravhøjene påkalder sig opmærksomhed, da arkæologer fra Silkeborg Museum i en høj, hvis ældste fase var fra ældre bronzealder, fandt en grav fra ældre romersk jernalder. (4) Desuden har museet fundet spor af en jernalderbebyggelse kun ca. 500 meter vest for den nuværende landsby. Den nuværende bebyggelses forholdsvis høje alder fremgår desuden af landsbyens navn, hvis forled er ikke-kristent, og hvis endelse tyder på en datering til vikingetid. (5) Landsbyen nævnes første gang i skriftlige kilder i 1337, men det er først i 1482, at en sognepræst omtales. Ikke langt, ca. 10 kilometer, øst for landsbyen ligger Veng kirke, der i perioden fra ca. 1080 til 1166 fungerede som klosterkirke for et benediktinerkloster grundlagt ca. 1080.

 

 

Hvis en kronologi på dette svært tilgængelige område skal opnås, må en tværvidenskabelig analyse tage udgangspunkt i hele bygningen og dens omgivelser.

 

 

Tulstrup kirkes apsis er bygget delvist i frådsten og delvist i rå kampesten. Denne forskel i forhold til resten af kirken, der er bygget i granitkvadre, skyldes måske en ændring i byggeforløbet tidligt i byggeriet. Jes Wienberg foreslår, at apsis måske er en senere tilføjelse, men da frådstenskirker generelt dateres som ældre end kirker bygget af granit, er dette ikke sandsynligt. (7) Den første omtale af en stenkirke i Danmark findes i Roskildekrøniken. Den nævner, at Knud den Stores (1018-1035) søster Estrid i 1020’erne gav sin mand Ulf Jarl en ærefuld begravelse "ecclesiamque lapideam in loco lignee construxit, quam multis modis ditauit" hvilket betyder, at hun byggede en kirke af sten i stedet for en af træ. (8) Denne kirke er ikke arkæologisk påvist, men er måske en forgænger til domkirken i Roskilde. Frådsten blev også brugt i andre af de forholdsvis få 1000-talskirker, der findes i Danmark. Foruden domkirkerne i Århus, Odense og Roskilde hvor rester af frådstenskirker er udgravet, er nogle af de mere interessante i denne sammenhæng de to Mikkels-kirker i Slesvig og Slagelse. Kirkerne skal ikke gennemgås her, blot skal det nævnes, at de begge har betydelig ælde, idet Slesvig går tilbage til ca. 1100 (9) og Slagelse til ca. 1080. (10)

 

Formen og størrelsen på apsis og kor i Tulstrup er interessant, da to meget forskellige store bygningsværker i området kan have inspireret udformningen af disse. Den ældste er klosterkirken i Veng og den yngste er kvaderstensdomkirken i Viborg, hvis østparti stod færdig ca. 1150. (11) Da en sammenligning mellem en domkirke og en sognekirke er problematisk, har jeg i stedet valgt at set på sognekirken i Linå, der efter min mening klart er inspireret af domkirken i Viborg både med hensyn til udformning, byggemateriale og udsmykning. (12) Den relativt lille apsis på Tulstrup kirke med en maksimal indvendig bredde på kun 2,7 meter kan ikke have sit forbillede i Viborg Domkirkes brede apsis, der ses efterfulgt i for eksempel Linå, idet Linå kirkes apsis maksimalt er hele 5,7 meter bred. Også hvis man ser på dybden af de to apsider er der en klar forskel. Tulstrups er kun 1,5 meter, mens Linås er hele 3,6 meter fra overgangen mellem kor og apsis til kirkens østafslutning. Denne forskel i størrelse og udformning skyldes ikke at Linå kirke i romansk tid var en større kirke. Begge kirkers skib målte ca. 13,5 meter og med hensyn til koret er Tulstrup endda en smule større med en længde på 6 meter mens Linå kun er 5,1 meter. Men hvor skal inspirationen så søges, hvis ikke i Viborg eller Linå?

 

Apsidens form og størrelse må i stedet på grund af materialevalget sammenlignes med apsiderne i Veng. Sidebygningernes apsider i Veng er kun ca. 1,8 meter brede, men hovedapsidens bredde på ca. 3 meter svarer proportionelt til Tulstrup kirke. Da Veng ydermere er bygget i frådsten, må inspirationen til Tulstrups apsis søges i kirken i Veng, der er opført mellem 1080 og 1100. (13) Tulstrups apsis er derfor sandsynligvis opført før 1150, mens Linå er opført efter. Man kunne indvende, at Veng også kunne have fungeret som inspirationskilde hvis Tulstrup kirke først var blevet bygget i slutningen af 1100-tallet. Dette forekommer dog ikke at være sandsynligt, da kirkerne i middelalderen blev opført til Guds ære som Guds huse, og som sådan burde de repræsentere det flotteste og nyeste en bygherre kunne præstere.

 

Da det ofte er rige kirker, der i middelalderen udstyres med apsider, taler dette også for, at resurserne til et tidligt stenkirkebyggeri (14) var til stede i Tulstrup. Så sent som under landehjælpen i 1528/29 var Tulstrup kirke stadig den næstrigeste kirke i herredet, kun overgået af Linå.

 

Frådsten blev normalt ikke brugt i egnens kirker, hvor granitkvadrene er totalt dominerende, og det er derfor muligt, at Tulstrup er et af de første steder i herredet, hvor en evt. trækirke i perioden 1100-1155 skiftedes ud med en stenbygget. Denne overgang fra træ til sten er måske foregået via flere byggefaser, som det ofte er blevet observeret ved udgravninger i kirkegulve i andre kirker. (15) Dette vil muligvis kunne konstateres ved udgravninger i kirkegulvet i Tulstrup. Vi kan dog datere kirken endnu mere præcis ved at se på dens kalkmalerier.

 

 

maleriet ikke var blevet færdiggjort. Da bemalingen af kristusfiguren viser spor af grøn og blå bemaling kan dette dog ikke være tilfældet. Disse farver lægges altid på al secco dvs. på tør bund og dermed til sidst. Maleriet må derfor have været færdiggjort, men har på grund af forvitring fået sit halvfærdige udseende. (16)

 

Kalkmaleriet er afgrænset i top og bund i søndre side af en perspektivisk mæanderbort, der nederst indeholder to ryttere og et kors placeret mellem rytterne. (17) Den nærmeste parallel til kalkmaleriet i Tulstrup skal sandsynligvis findes i de nærtliggende kirker i Råsted (Randers Amt) og Hvorslev (Viborg Amt). Begge kirker er dog uden apsis. Kirkerne og deres kalkmalerier dateres normalt til omkring 1125, (18) mens Tulstrups kalkmaleri er blevet dateret rent stilhistorisk af Hans Nørgaard (19) kun på baggrund af korset i den nederste mæanderbort til tiden omkring 1200. Hans Nørgaard tager dog ikke stilling til sammenhængen med Råsted og Hvorslev eller resten af kirken og dens udsmykning. Nørgaards analyse bygger altså kun på en enkelt detalje, hvilket fører ham på vildspor med hensyn til dateringen af kirkens kalkmalerier. Anderledes nuanceret forholder Suanne Stangier sig til problemet. Hun sammenligner mæanderborten med tilsvarende mæanderborter i Råsted og Hvorslev kirker. Stangier fastslår, at borterne i disse kirker er næsten identiske, (20) men sætter på grund af motivvalget Tulstrup i gruppen af malerier fra Mårsletværkstedet, der var virksom i tiden omkring 1200. Korset i midten af mæanderborten er dog identisk med et tilsvarende i Hvorslev, hvilket Stangier indrømmer. Både borten og korset kan altså sammenlignes med tilsvarende ornamenter fra Råstedværkstedet, men da borten i Tulstrup indeholder to billedfelter med ridderfremstillinger, tilskriver Stangier imidlertid maleriet i Tulstrup til Mårsletværkstedet. Detaljerne er de samme som hos Råstedværkstedet, men motivet et andet og hun indrømmer, at tilskrivningen er problematisk: "Tulstrup kann ebensogut mit der Råstedwerkstatt in verbindung gebracht werden.". (21) Hvis dette er rigtigt er kalkmaleriet altså malet omkring 1125 og ikke som foreslået af Hans Nørgaard omkring 1200. Måske kan motivet kaste lys over dateringen?

 

Placeringen af Kristusfiguren, hvad enten det er Majestas Domini eller Traditio Legis, over triumfbuen i en kirke med apsis er yderst usædvanlig. Motivet findes normalt kun på denne placering i kirker uden apsis. Danske Kalkmalerier fastslår således, at man med ret stor sikkerhed kan antage, at der i kirker med halvrund apsis normalt har været en Majestas-fremstilling placeret i selve apsis som symbol på det guddommelige. I den type kirker er Majestas-fremstillinger således normalt ikke placeret over triumfbuen som i Tulstrup. Over korbuen skulle i stedet være fremstillinger, der symboliserer overgangen mellem kor og skib, mellem det hellige og det ikke hellige som for eksempel Kain og Abels ofring, der symboliserer de første menneskers offer til Gud. (22) I Finja kirke i Skåne findes således i apsis en klassisk Majestas Domini-fremstilling, men Kristus er igen fremstillet over triumfbuen som den dømmende i en medaljon, der bryder en mæanderbort. (23) Det er altså muligt, at der i Tulstrup kirkes apsis også har været en Majestas Domini fremstilling, der i dag er tabt, og fremstillingen på triumfmuren må så være Traditio Legis, der også symbolisere overgangen eller kontakten mellem det guddommelige og menigheden. Til en Traditio Legis-fremstilling hører dog, at Kristus overdrager nøglen til Peter og bogen/evangeliet til Paulus, men disse attributter mangler i Tulstrup. På den anden side har vi apostlene på søndre side af Kristus, og da Traditio Legis motivet ofte indeholder flere apostle end blot Peter og Paulus som for eksempel i Råsted kan dette sandsynliggøre, at motivet er Traditio Legis.

 

Motivvalget bliver derfor det samme som i Råsted kirke, hvor triumfvæggen er smykket med Lovoverrækkelsen samt nederst på samme væg i syd en fremstilling af ærkeenglen Mikael med hævet sværd og skjold. Samme billedvalg er foretaget i Hvorslev, og begge steder er motiverne indrammet af mæanderborter som i Tulstrup.

 

Overensstemmelsen i motivvalg og i detaljer i Råsted/Hvorslev og Tulstrup gør Hans Nørgaards datering af Tulstrups mæanderbort til ca. 1200 meget tvivlsom. Nørgaards datering bygger på en teori om bortens udvikling fra det perfekte til det degenerede over tid og rum, en teori der ikke holder i middelalderens billedverden. Vi må derfor fastslå, at hvis dateringen af borten passer, så må den være påmalet sekundært i forhold til resten af billedprogrammet, hvilket ikke er sandsynligt. Man må snarere se kalkmalerierne som samtidige med resten af kirkebygningen, og på grund af det nære slægtskab med Råsted og Hvorslev datere kalkmalerierne til ca. 1125.

 

 

I nordportalens tympanonfelt ses en fremstilling af Jomfru Maria på en trone siddende med Jesusbarnet på skødet. Tronen har form som en stolpestol, en stoletype der kendes tilbage til 1000-tallet. (24) Denne type stol findes på adskillige andre tympanonfelter som for eksempel i Aalum og Anst. (25) Foran dem ses en stor engel med store meget flot svungne vinger, der svinger et røgelseskar foran sig. Da ærkeenglen Mikael ofte forbindes med røgelse som f.eks. i den del af messen, der kaldes offertoriet, hvor præsten siger: "på forbøn af den salige ærkeengel Mikael, der står ved røgelsesalterets højre side...." (26) må den engel, der ses på tympanon svingende med røgelseskarret være Mikael. (27) Englens tilbedelse af Maria med Jesusbarnet kunne lede tankerne hen på en bebudelsesscene, især da der øverst i tympanonfeltet ses en figur, der kunne tolkes som en stærkt stiliseret due. Motivet kan dog ikke være en almindelig bebudelse, da Jesusbarnet sidder på skødet af Maria og allerede er kommet til verden, og da det ifølge biblen er ærkeenglen Gabriel, der bringer Maria budskabet. Måske skal fremstillingen tolkes som en sammensmeltning af flere motiver, der for samtiden har været fuldt forståelige, men for os virker uforståelige. Et lignende motiv findes på Gjøl kirke i Hvetbo herred ved Limfjorden.

 

Denne kirkes sydportal er behandlet af Inger-Lise Kolstrup i 1981 i sammenhæng med Voldsted kirkes portaler. (28) Den vestlige karmsten på Gjøls sydportal viser øverst en engel i tilbedende positur og derunder en fremstilling af Maria med Jesusbarnet altså sammen tema som i Tulstrup. Kolstrup har dog problemer med motivet og kan ikke finde en fornuftig forklaring, ud over at englen må fungere som bindeled mellem Gud og mennesket. (29) Med henvisning til Tulstrup må det dog være logisk at identificere englen som Mikael. På den østre karmsten i Gjøl er fremstillet et gejstlig person, der traditionelt er blevet tolket som en biskop. Denne identifikation kan dog umuligt være rigtig, da figuren ingen værdighedstegn bærer bortset fra en stav. Denne stav er dog ingen bispe- eller abbedstav, da den forneden er påsat en pig, og dermed sandsynligvis skal tolkes som en vandrestav. Lignende nedre afslutninger på vandrestave kendes fra fremstillinger af pilgrimme og fra arkæologiske fund. (30) Personen er desuden fremstillet i profil, hvilket antyder bevægelse eller vandring. Kolstrups tolkning bygger på en analyse af portalens dæksten, der viser syndefaldet og stenmesteren Goti i færd med tilhugning af kvadre til kirkebyggeriet. Goti opvejer syndefaldet med sit kirkebyggeri og opnår frelse, på sammen måde som kirkegængerne opnåede frelse ved indgangen i kirken. Denne tolkning tager imidlertid ikke højde for identifikationen af ærkeenglen Mikael og personen på østre karmsten, og må derfor være uholdbar. En omtolkning af Gjøl kirkes sydportal ligger dog ikke inden for rammerne af denne artikel.

 

Mikaels rolle i troslivet bygger på passagen i Johannes Åbenbaring 12,7: "Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem." (35) Rollen som dragedræber er dog kun en af Mikaels tre roller. Han ses desuden som den basunblæsende engel, der ifølge middelalderlig tradition vækker de afdødes sjæle på dommens dag, og som sjælevejeren der på den yderst dag vejer sjælene. (36)

 

 

På Fyn kan det iagttages, hvorledes 6 kirker viet til ærkeenglen Mikael ligger ca. en dagsrejse fra herredstinget i Sanderum. (43) Sanderum kirke er desuden en Mikaels-kirke, hvilket sandsynliggør en tidlig centerdannelse omkring Sanderum.

 

Da Tulstrup er beliggende en dagsrejse (44) fra Århus, der allerede fra 900-tallet blev udstyret med en biskop, sandsynliggør denne tese, at vi her har at gøre med en missionskirke i Tulstrup viet til ærkeenglen Mikael. Det var ikke kun i de begyndende bydannelser, de tidlige kirker blev viet til ærkeenglen Mikael, men også i ikke urbane områder.

 

Teorien er ved flere lejligheder blevet imødegået både af Ebbe Nyborg og af Anemette S. Christensen, (45) men i forhold til Tulstrup kirke er den værd at benytte som arbejdshypotese, da det er klart, at ærkeenglen Mikael spillede en stor rolle for denne kirke.

Missionsportalen i syd

Her i Tulstrup er der dog på ingen måde tale om den lidende Kristus, der i 1200-tallet blev et yndet motiv. Tværtimod ser vi en sejrende himmelkonge, endda med et lille overskæg. Nedtagelsen fra korset kan motivet heller ikke være, da en nedtagelsesscene skal indeholde nogle af de personer, der nævnes i forbindelse med Jesu nedtagelse fra korset, og dette er ikke tilfældet i Tulstrup. (47) Vi må derfor konstatere, at motivet er en tilbedelsesscene. (48) Den ene engel berører kristusfiguren og står desuden i den østre del af tympanonfeltet tættest på koret og det guddommelige. Derfor er det sandsynligvis Mikael, der her sammen med Gabriel, som de to mest betydningsfulde engle, tilbeder den korsfæstede Kristus. De nærmeste paralleller i stenskulpturen findes på tympanonfelterne i Stjær og Todbjerg, der begge er korsfæstelsesscener og begge placeret over syddøren som i Tulstrup. Disse to portaler, er sammen med de to portaler i Tranbjerg, sydportalen i Todbjerg, sydportalen i Hammel og tympana over kordøren i Gosmer, af M. Mackeprang henført til mester Esger. (49) Navnet har han fra sydportalen i Stjær, der i en noget uforståelig indskrift nævner navnet HESGE. På tympana over sydportalen i Tranbjerg kommer vi endnu tættere på en identifikation af i hvert fald en af englene. Her står den korsfæstede Kristus mellem en engel med indskriften NIChAel AMgELVS og en person med indskriften SCANCTVS IOhANMES. Stenhuggeren har tydeligvis ikke været fortrolig med sit forlæg eller sin latin og har derfor fået forvansket navnene Michael Angelus og Santus Iohannes.

Døbefonten i Tulstrup Kirke. Mellem de to løver ses en engel. Foto fra Danmarks Kirker, NE 1991.

Måske er det de samme to engle, der ses på døbefonten i Tulstrup, her som symboler på den døbtes nyfundne frelse og vejen til himmelen. Også på fonten er der forskel på de to engle, og den største kan her måske identificeres som Mikael som på Føvlingfonten (se nedenfor). (50)   På portalens østre karmsten ses to løver, en lille og en stor. Den store står i tilbedende positur til den korsfæstede Kristus.   På den vestre karmsten, der uden tvivl er den mest interessante, ses en gejstlig person fremstillet, ikke med en bispe- eller abbedstav i højre hånd, som det normalt antages, men med en vandrestav. Stavens hoved er ganske vist krumt, men den har ikke den normale legemshøjde, men er i stedet på størrelse med en stok. I sin venstre hånd holder personen en genstand, der er blevet tolket som en vievandskost eller en skralle.

Den gejstlige person er ofte blevet tolket som en biskop på grund af den hat, han bærer, men hatten er svagt afrundet foroven og kan derfor ikke være en bispehue. Den tidlige middelalderlige mitra havde spidser i begge sider over ørene, som det for eksempel ses på et kalkmaleriet i Sønder Nørå, og den senere havde en spids i midten. Personen kan derfor umuligt være en biskop. En ægte biskop er derimod fremstillet på den østre karmsten på sydportalen i Voldsted i Fleskum herred iført hele det liturgiske skrud. (51) Både
M. Mackeprang (52) og senere Dorthe Lorentzen Belling identificerer personen som den hellige Skt. Nikolaus, men undlader at tage stilling til dyret med den lange krøllede tunge under personen. (53) Dorthe Lorentzen Belling skriver derimod, at tungen ikke har sammenhæng med dyret og i stedet er den palmegren, der i liturgiske tekster nævnes i forbindelse med Skt. Nikolaus. Ydermere argumenterer hun for, at det løvelignende dyr under den gejstliges fødder, er den løve, der nævnes i Psalme 20 "Frels mig fra løvens gab". Dette stemmer imidlertid meget dårligt overens med dyrets tilbedende gestus med venstre forpote, dens meget lille gab og den ellers meget fredsommelige fremtoning dyret ses i. For at komme en mere korrekt identifikation nærmere må vi se på den vestre karmstens udsmykning i en større sammenhæng. Vi må se sydportalen i sammenhæng med både den øvrige udsmykning, men også i sammenhæng med teorierne om Mikaels-kirkene.

 

Placeret nederst og dermed mindst vigtigt er det løvelignende dyr, der fra munden har en ranke, som i en lige linie i samme ramme strækker sig op langs den gejstliges østre side. Denne ranke må skulle ses som symbol på, at der kommer noget ud af munden på dyret, især da ranken nederst afsluttes med en pil mod dyrs mund. Med dette in mente kan dyret sandsynligvis identificeres som en panter, om hvem Physiologus, det næstmest udbredte manuskript i middelalderen, skriver "Når den æder og er mæt, lægger den sig til at sove. Tre dage efter vågner den og brøler [højt?]; og sammen med brølet kommer der en sød duft ud af dens mund. Og dyrene hører dens stemme både nær og fjern og følger duften...". (54) Ofte kan det være svært at adskille løver og pantere, for selv om panteren ikke burde have manke, er det sandsynligt at mange af de dyr, der i faglitteraturen kaldes løver, i virkeligheden er pantere. (55)

 

Der må være en sammenhæng mellem den gejstlige figur og dyret under ham, siden de er fremstillet i samme ramme på den samme karmsten, og da intet er placeret tilfældigt i den romanske kunst. Da panteren altid optræder som symbol på Kristus, der lokker menigheden til sig med søde ord om frelse, må det også være tilfældet for den afbillede gejstlige. Det virker derfor logisk at antage, at da den gejstlige person ikke er Kristus og ikke en biskop eller en abbed, da er han med stor sandsynlighed en missionær, der på et eller andet tidspunkt før opførelsen af stenkirken kom til Tulstrup for at omvende hedninge. En missionær er jo netop på samme måde som panteren og Kristus karakteriseret ved sit virke, der lokker en menighed til, som panteren der lokker de andre dyr, med sit høje brøl om kristendommens frelse, der høres både nær og fjern. Det kan dog ikke afvises, at dyret rent faktisk er en løve, men dette ændrer ikke identifikationen af missionæren. Løven optræder i biblen som kristussymbol, (56) og Physiologus skriver om løverne, at de føder døde unger, og at hanløven kommer på tredjedagen og vækker dem med sit åndepust. (57) Missionæren arbejder jo på samme måde og vækker de "døde" hedninge til et kristent liv med søde ord om frelse. Da der ikke var opført en kirke i Tulstrup i den tidlige missionstid, var der ingen klokker at ringe med, hvorfor missionæren i stedet brugte den skralle, han har i venstre hånd. Sådanne skraller blev senere i middelalderen omkring påsketiden brugt som substitut for klokker. (58) Samme tolkning gælder muligvis for sydportalen i Gjøl kirke, hvor et dyr også er placeret i sammenhæng med personen med vandrestaven. Måske har vi også i Gjøl en missionær, og dermed også efterfølgeren til en missionskirke.

 

Døbefonten er af M. Mackeprang rubriceret under Sjørslevgruppen af de østjyske løvefonte. (59) Fonten stod indtil 1858 med kalk og dermed muligvis med spor efter bemaling, men fonten blev renset for kalk og i stedet malet med oliemaling. Denne bemaling blev fjernet i 1882, hvorefter fonten har stået i ren granit. Foden til fonten er original hugget i lidt mere grå granit end resten. På selve fonten ses to par modstillede løver med fælles mandshoveder. Usædvanlige er desuden de to stående frontale englefigurer, der er indsat mellem løveparrene. Disse engle bærer, som englen på sydportalen, et skørt med vinkelformet hugget midterparti. Disse vinkelhuggede ornamenter i vinger og dragter er et af Mackeprangs hovedargumenter for tilskrivning til mester Esger. Det skal dog ikke benægtes, at de skulpturer, der af Mackeprang tilskrives Esger, alle har visse fællestræk, men disse fællestræk kan lige så vel skyldes fælles forlæg eller bestiller, som samme stenhugger. Hvis en holdbar tolkning af disse romanske stenarbejder skal opnås, må de andre kirker, det være sig Todbjerg, Tranbjerg, Stjær, Hammel og Gosmer, underkastes den samme helhedsanalyse, som det er forsøgt med Tulstrup i denne artikel.

 

På fonten er der sandsynligvis tale om de samme engle som på sydtympanon, altså Mikael og Gabriel. Mikael har ofte været påkaldt under messen, og da han nævnes ved indvielsen af dåbsvandet, er det sandsynligt at på de døbefonte, hvor der optræder engle, er i hvert fald den ene Mikael. Dette er også et argument for tesen om at de tidlige dåbskirker var viet til ærkeenglen Mikael og dermed også for identifikationen af missionæren på sydportalen. På Føvlingfonten ses han desuden med en basun i hånden, og da dette er en af Mikaels attributter, må identifikationen i dette tilfælder være sikker.

 

Engle og i særdeleshed ærkeenglen Mikael har spillet en stor rolle for Tulstrup kirke, og det virker plausibelt, at der er en sammenhæng imellem de to portaler og døbefonten. Mackeprang daterer fonten til ca. 1150, en datering der ikke følges af Danmarks Kirker, dog uden at der argumenteres mod Mackeprangs datering, og uden at kirkens alder i øvrigt diskuteres nærmere.

 

Sammenhængen mellem de to portaler og døbefonten er tydelig især i udformningen af englenes vinger, og man kunne derfor overveje, om der er tale om produkter fra samme værksted. Disse værkstedstilskrivninger er dog dybt problematiske, (60) men en løsning på problemet kommer kun nærmere, hvis vi ser på skulpturerne i sammenhæng. På denne måde opnår man en helhedstolkning af kirkerne, der gør, at vi kan komme nærmere en forståelse og datering.

 

 

Tulstrups centrale beliggenhed, i et område der givetvis har været et trafikalt knudepunkt, har haft stor betydning for udformningen af kirken. Den rige skulpturelle udsmykning har længe været anerkendt som værende af væsentlig betydning for udforskningen af de mange jyske romanske stenskulpturer. Derfor er det af største vigtighed, at en kirker som Tulstrup bliver gjort til genstand for nærmere analyser. Ikke mindst med hensyn til en datering af kirken der kan give ny information, der i sidste ende kan hjælpe i udarbejdelsen af en kronologi for stenarbejde fra denne periode.

 

Både byggematerialet og udformningen af apsis peger i retning af en datering væsentligt før 1200, som er den datering, Danmarks Kirker er fremkommet med, og meget tyder på en datering omkring første halvdel af 1100-tallet.

 

Den samme datering opnås, hvis det færdige kalkmaleri tilskrives Råsted- værkstedet, hvilket syntes rimeligt, da både motivvalget og detaljerne stemmer overens. Værkstedet arbejdede i perioden 1100-1125, og det må derfor være i denne periode opførelsen af Tulstrup kirke skal søges; sandsynligvis i tiden omkring 1125, da det trods alt kun er apsis, der viser spor, der peger tilbage mod 1100. Kirken er altså opført på et tidspunkt i Kong Niels lange regeringsperiode (1104-1134), kort tid før Danmark i 1131 blev kastet ud i borgerkrig.

 

Disse dateringer må derfor også gælde for de ellers svært daterbare romanske stenskulpturer, da der er enighed om deres originale placering i kirken. Vi kan derfor så småt skimte en kronologi for romanske stenarbejder i horisonten, men før den kan blive til noget, kræver det at flere kirker bliver underkastet kontekstanalyser, og at de naturvidenskabelige dateringsmetoder, herunder især dendrokronologi, udnyttes.

 

I tilfældet Tulstrup kirke får vi ikke kun dateret to portaler og en døbefont, vi får også et vigtigt indblik i den rolle ærkeenglen Mikael spillede i missionstiden og dermed et indblik i den tidlige middelalders religiøse forestillingsverden.

Noter

(1)  Oplyst af sognepræst Erik Bredmose. Indvielsen til ærkeenglen Mikael bygger sandsynligvis på en folkelig tradition og skal derfor ikke tages som udtryk for en sikker viden om kirkens patrocinium i middelalderen.
 
(2) Bendt Nielsen: Egnen omkring Ry og Himmelbjerget, i Bygd, 20 årg., 4, 1990,
side 11.
 
(3) Christian Fischer: Guldgubbe, i Skalk, 1975:5.
 
(4) Carsten Sønderby: En gravhøj fra ældre bronzealder i Tulstrup sogn, Gjern Herred, i østjysk Hjemstavn, årg. 36, 1971, side 138-142.
 
(5) Kristian Hald: Vore Stednavne, 1965, side 35.
 
(6) Danmarks Kirker(DK): XVI Århus Amt bind 6 og 7. Ved Kield de Fine Licht & Vibeke Michelsen, med historiske indledninger af Per Ingesmand og Lars Bisgård. 1988-1991.
For Tulstrup se bind 7, side 3677-3710.
 
(7) Hans Krongaard Kristensen & Jens Vellev: Teknik, i Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, 1999, side 212 og Henrik Græbe: Frådstenskirker – især i Slangerup, i hikuin 9, 1983, side 27-39.
 
(8) Michael H. Gelting: Roskildekrøniken, 1979, side 17-18 og M. Cl. Gertz: Scriptores minores historiæ Danicæ medii ævi 1-2, 1917-1922, reprografisk genudgivelse 1970,
side 21.
 
(9) Jens Vellev: Rundkirken Skt. Mikaelis i Slesvig. Arkæologiske undersøgelser og rekonstruktion af en gådefuld bygning, i hikuin 22, 1995, side 47-58. For mønter fra Skt. Mikkel i Slesvig se Jørgen Steen Jensen: Kirkegulvsmønter, i hikuin 3, 1977, side 295. Gjellerup kirke i midtjylland er i øvrig den eneste epigrafisk daterede kirke i Danmark. En indskrift på tympanon over syddøren fortæller, at kirker, der er en kvaderstenskirke, blev grundlagt i året 1140.
 
(10) Olaf Olsen: Skt. Mikkel i Slagelse. Om en nyfunden 1000-talskirke og dens forhistorie, i Nationalmuseets arbejdsmark, 1972, side 134.
 
(11) Axel Bolvig: Kirkekunstens storhedstid. Om kirker og kunst i Danmark i romansk tid, 1992, side 100.
 
(12) Danmarks Kirker(DK): XVI Århus Amt bind 6 og 7. Ved Kield de Fine Licht & Vibeke Michelsen, med historiske indledninger af Per Ingesmand og Lars Bisgård. 1988-1991.
For Linå se bind 7, side 3267-3304.
 
(13) Danmarks Kirker(DK): XVI Århus Amt bind 6 og 7. Ved Kield de Fine Licht & Vibeke Michelsen, med historiske indledninger af Per Ingesmand og Lars Bisgård. 1988-1991.
For Veng se bind 6, side 3189-3256.
 
(14) Jes Wienberg: Enten - Eller. Apsidekirker i Norden, i hikuin 24, 1997, side 7-45.
 
(15) Elna Møller og Olaf Olsen: Danske Trækirker, i Nationalmuseets arbejdsmark, 1961,
side 35-58.
 
(16) Ulla Haastrup takkes for disse tekniske oplysninger om kalkmaleriet og for gennemlæsning af artiklen.
 
(17) Danmarks Kirker(DK): XVI Århus Amt bind 7. Ved Kield de Fine Licht & Vibeke Michelsen, med historiske indledninger af Per Ingesmand og Lars Bisgård. 1988-1991.
side 3692.
 
(18) Ulla Haastrup: Danske Kalkmalerier (DKM): Bind 1, Romansk tid 1080-1175, 1986,
side 88.
 
(19) Hans Nørgaard: Ryttere i mæanderfriser. Tulstrup kirke o. 1200, i Danske Kalkmalerier, bind 2. Senromansk tid 1175-1275, 1987, side 84-85. Tulstrup er i øvrigt placeret forkert på kortet på indersiden af omslaget, idet Tulstrup i Gjern herred er blevet forvekslet med Tulstrup i Ning herred.
 
(20) Susanne Stangier: Ornamentstudien innerhalb der dänischen romanischen wandmalereien, 1995, side 257.
 
(21) Samme side 282.
 
(22) Ulla Haastrup: Danske Kalkmalerier (DKM): Bind 1, Romansk tid 1080-1175, 1986,
side 48.
 
(23) Susanne Stangier: Ornamentstudien innerhalb der dänischen romanischen wandmalereien, 1995, side 261-266.
 
(24) Else Roesdahl: Boligens indretning og udstyr, i Dagligliv i Danmarks middelalder.
En arkæologisk kulturhistorie, 1999, side 82-110.
 
(25) M. Mackeprang: Jyske granitportaler, 1948, side 172 og 173. Begge i Anst herred.
 
(26) Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder. Romansk kunst i Danmark, 1987, side 292.
 
(27) Dorthe Lorentzen Belling: Menighedens frelse. Tulstrup kirkes portaler set i liturgisk sammenhæng, i ICO, 1975 nr. 4, side 12-23.
 
(28) Inger-Lise Kolstrup: Synds- og nådesportalerne i Volsted og Gjøl. Menneskets muligheder for frelse gennem kirken, i Romanske Stenarbejder 1, 1981,
side 119-154.
 
(29) Samme side 141.
 
(30) En sådan pig kan ses i udstillingen Øm Kloster Museum.
 
(31) M. Mackeprang: Jyske granitportaler, 1948, side 193.
 
(32) Erla Hohler: Drager i tre og sten. Reflektioner over stilpåvirkning og fiksering av former, i Romanske Stenarbejder 2, 1984, side 138.
 
(33) Else Roesdahl: Vikingernes verden, 1987, side 198.
 
(34) Ellen Jørgensen: Helgendyrkelse i Danmark, studier over kirkekulturen og kirkeligt liv fra det 11te aarhundredes midte til reformationen, 1909, side 6-9.
 
(35) Niels-Knud Liebgott: Hellige mænd og kvinder, 1981, side 183-184.
 
(36) Ebbe Nyborg: Mikales-altre, i hikuin 3, 1977, side 159-160.
 
(37) Erik Moltke & Lis Jacobsen: Danmarks runeindskrifter(DR). Bind I, 1941, spalte 436-437. Runestenen dateres til 1000-tallet.
 
(38) Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder. Romansk kunst i Danmark, 1987, side 38.
 
(39) Carsten Sønderby: En gravhøj fra ældre bronzealder i Tulstrup sogn, Gjern Herred,
i østjysk Hjemstavn, årg. 36. 1971, side 138.
 
(40) Ebbe Nyborg: Mikales-altre, i hikuin 3, 1977, side 169.
 
(41) Inger-Lise Kolstrup: Synds- og nådesportalerne i Volsted og Gjøl. Menneskets muligheder for frelse gennem kirken, i Romanske Stenarbejder 1, 1981, side 141.
 
(42) Tore Nyberg mfl.: Odense bys historie. Fra boplads til bispeby. Odense til 1559, 1982, side 128-134.
 
(43) Trap Danmark V: Odense og Svendborg Amt, 1957, side 210.
 
(44) Else Roesdahl & Keld Grinder-Hansen: Samfærdsel, handel og penge, i Dagligliv i Danmarks middelalder. En arkæologisk kulturhistorie, 1999, side 174.
Roesdahl sætter en normal dagsrejse til 30-40 km., og der er fra Århus Domkirke til Tulstrup 30,3 km.
 
(45) Anemette S. Christensen & Per Kr. Madsen: Middelalderbyen Odense, 1988,
side 104.
 
(46) Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder. Romansk kunst i Danmark, 1987, side 190. Samme motiv findes på sydportalen i Hammel.
 
(47) Gertrud Schiller: Ikonographie der christlichen Kunst, band 3. Die Auferstehung und Erhöhung Christi, Kassel, 1971, side 68-120.
 
(48) I Vestervig ses en lignende tilbedende scene hvor Kristus, som Majestas Domini, er omgivet af to engle, der holder Mandorlaen.
 
(49) M. Mackeprang: Jyske granitportaler, 1948, side 154.
 
(50) Engle på døbefonte er en sjældenhed, men ses desuden på fonten i Tamdrup.
 
(51) M. Mackeprang: Jyske granitportaler, 1948, side 213.
 
(52) Samme side 155 og 193.
 
(53)  Dorthe Lorentzen Belling: Menighedens frelse. Tulstrup kirkes portaler set i liturgisk sammenhæng, i ICO, 1975 nr. 4, side 12-23.
 
(54) Jens Vellev: Faksimile af de islandske Physiologus-fragmenter, i Romanske Stenarbejder 2, 1984, side 7-23.
 
(55)  Inger-Lise Kolstrup: Physiologus- og bestiariefremstillinger i dansk romansk stenskulptur, i Romanske Stenarbejder 2, 1984, side 73. 
 
(56) Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder. Romansk kunst i Danmark, 1987, side 330.
 
(57)  Inger-Lise Kolstrup: Physiologus- og bestiariefremstillinger i dansk romansk stenskulptur, i Romanske Stenarbejder 2, 1984, side 71. 
 
(58)  Dorthe Lorentzen Belling: Menighedens frelse. Tulstrup kirkes portaler set i liturgisk sammenhæng, i ICO, 1975 nr. 4, side 12-23. 
 
(59) M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige døbefonte, 1941, side 256.
 
(60) Axel Bolvig: Kirkekunstens storhedstid. Om kirker og kunst i Danmark i romansk tid, 1992, side 180 for kalkmalerier og side 206-230 for granitskulpturer.